Karriere i Grønland

Magenta har et kontor i Nuuk, hvor vi leverer konsulentydelser til det offentlige og private Grønland.

Vores afdeling i Grønland

Vores kontor i Nuuk har eksisteret siden 2018, og i Nuuk sidder der it-projektledere, som leverer konsulentydelser til det offentlige og private Grønland.

Nogle af vores kolleger arbejder fra Nuuk i Grønland, og i det daglige fungerer de som it-projektledere på konsulentkontrakter ude hos vores forskellige kunder. Som oftest vil de fysisk sidde hos kunderne i forbindelse med konsulentopgaverne.

Konsulenternes primære ansvar omfatter planlægning, styring og udførelse af it-projekter i overensstemmelse med kundens behov og krav. Herunder hører alt fra identificering af projektmål og ressourceallokering til koordinering af teamindsats, overvågning af fremdrift og sikring af, at projektet leveres til tiden og indenfor budgettet. Konsulenterne har også erfaring med forandringsledelse og organisatorisk implementering af nye store it-løsninger hos kunderne. 

Reidun Jakobsen har været ansat hos Magenta siden maj 2023, og hun beskriver sit arbejde således: 

“Efter halvandet år i Grønland, hvor jeg havde arbejdet i Selvstyret og en privat konsulentvirksomhed, fik jeg muligheden for at blive en del af Magenta-familien. 

Jeg blev taget godt imod af mine nye kollegaer, og i hele min første uge var den danske direktion også i Grønland. Magenta havde vundet udbud på implementering af ESDH systemet GetOrganized hos kunden Inussuk IT (Fællesoffentlig IT), og det var det, jeg skulle have ansvaret for – og det har jeg heldigvis stadig.  Det er en helt  fantastisk opgave, hvor jeg hver dag møder mange skønne og dygtige mennesker, og som en hel særlig unik bonus får jeg lov til at rejse ud og undervise i kommunerne og møde sagsbehandlerne i deres eget miljø. I Grønland er byerne ikke forbundet af veje, så rejserne foregår med båd, fly og helikopter”

Reidun Jakobsen, it-projektleder i Grønland

Karriere i Grønland

Agile arbejdsprocesser

Man kan ikke nævne vores arbejde i Grønland uden også at fremhæve ordet ‘agil’.  Strukturen og kulturen i landet medfører nemlig, at alt er meget omskifteligt. Det er derfor vigtigt, at man som medarbejder trives i forandringer og er indstillet på, at arbejdsgange og planer løbende skal tilpasses. 

Direktør i Magenta Grønland, Bent Handberg, beskriver det således: 

Bent Handberg

“Magenta har især i Grønland specialiseret sig i at arbejde agilt i et meget tæt samarbejde med kunderne, og vi tilpasser og forbedrer løbende løsningerne ud fra kundens behov og ønsker – også når de ændrer sig. Det er en effektiv arbejdsform, og vores kunder i Grønland finder stor værdi i den måde at arbejde på. Magenta tager også ansvar for at hjælpe kunderne både med afklaring af krav og processer, samt den efterfølgende implementering i organisationen. Det er vores ambition at agere som kundens rådgiver, frem for ‘bare’ som kundens leverandør.”

Bent Handberg, direktør i Grønland

Stan Teerlynck har været ansat som projektleder i Nuuk siden sommeren 2022, og han fremhæver, hvordan omskifteligheden også gør sig gældende for ens private liv i Grønland: 

Stan Teerlynck

“Der er særligt en ting i Grønland, man ikke skal forsøge at vinde over – og det er vejret. Landet og dets folk tilpasser sig og justerer sig konstant efter vejret.  Et godt minde, der bekræfter dette, er, da en grønlandsk ven nævner, at man er heldig, hvis man bliver født om efteråret, hvor vejret er dårligt, fordi familie og venner i så fald dukker op til ens fødselsdag. Vi fik det at føle på egen krop, da mere end halvdelen af vores kaffemik-gæster ikke dukkede op, fordi der var solskin – de var ude at sejle. Kun vores nye danske kolleger dukkede op – måske havde de ikke en båd?”. 

Stan Teerlynck, it-projektleder i Grønland

Flytning og bopæl

Magentas medarbejdere i Nuuk arbejder ofte på tidsbegrænsede kontrakter, der kan forlænges efter behov, og i den periode, man arbejder i Grønland, er det muligt at anvende en af Magentas møblerede lejligheder. Tilsvarende finansierer og administrerer Magenta rejsen frem og tilbage fra Danmark. 

Anders Mølløw har været ansat i Magenta siden begyndelsen af 2024, og han bor efter eget ønske lidt uden for Nuuks centrum: 

Anders Moelloew

“Magenta har møblerede lejligheder i Nuuk – den ene i centrum nær kolonihavnen, den anden nogle kilometer ude. Jeg bor væk fra centrum, tæt på en lille havn og i en bugt, hvor kajakken kan ligge og få hundrede meter fra fjeldet. Jeg cykler på arbejde – godt 5 km. Det foregår ofte på isede cykelstier, så der er pigdæk på cyklen. Jeg elsker mine ture frem og tilbage, de giver ro til krop og sjæl”

Anders Mølløw, it-projektleder i Grønland

Man behøver ikke at være outdoorfreak, men det hjælper

Grønland er mekka for naturoplevelser, og en ansættelse på Magentas kontor i Grønland giver selvsagt mulighed for at krydre et spændende arbejdsliv med skønne naturoplevelser. 

Dette fremhæver Anders Mølløw og Reidun Jakobsen: 

“I fritiden er jeg aktiv i Nuuk kajakklub, hvor man kan træne roteknik, tage på ture, bygge traditionelle kajakker med de lokale og hygge sig i det lille klubhus i kolonihavnen. Ellers har jeg mit trekking-, jagt-, fiskeri- og skiudstyr med herop, og det hele bliver brugt flittigt. Der er en fantastisk flot og barsk natur i Grønland, og vejret skifter meget hurtigt. Især holder jeg af mine ture udenfor på klare, kolde aftener. Her kan man stå i total stilhed og få de flotteste nordlys-oplevelser. Det er der altså ikke meget, der kan slå”

Anders Mølløw, it-projektleder i Grønland

“I fritiden nyder jeg naturen sammen med min mand. Vi har båd, så vi kan sejle ind i fjorden og besøge de naturskønne bugter, nedlagte bygder, kigge på isbjerge, og hvad naturen ellers byder på. Nu da vi har boet i Grønland i over 2 år, har vi også lov til at gå på rensdyrjagt. Jeg glæder mig til min første jagt til efteråret. Jeg elsker Grønland, naturen og atmosfæren – men mest af alt alle de skønne mennesker, jeg har mødt på min vej!”

Reidun Jakobsen, it-projektleder i Grønland

Outdoorfreak i Grønland

Kontakt

Lyder det som noget for dig?

Vi er altid åbne for henvendelser og spørgsmål vedrørende muligheden for at arbejde hos Magenta i Grønland.

Kontaktinformation

Bent Handberg

Læs mere