Nøglefunktioner i OS2mo

Decentralt vedligehold

I mange organisationer iagttages et nærhedsprincip, der skal sikre den enkelte leder ejerskab over sin afdeling. MO (OS2mo) understøtter dette ved at give lederne adgang til netop deres del af organisationen i MO, så de selv kan administrere den. Således bliver det lettere fx at leve op til det lovpligtige ansvar om at have kontrol over de ansattes it-adgange og levere en rapport om adgangene ved ledelsestilsyn.
OS2mo - Decentralt vedligehold
OS2mo - Decentralt vedligehold

Decentral styring af organisationen og de ansatte

I MO er det muligt at få tildelt skriverettigheder til den del af organisationen, man er ansvarlig for. 

Det betyder, at alle MOs arbejdsgange og funktionaliteter kan håndteres decentralt af den enkelte leder. 

Ifm. administration af sin del af organisationen kan man selv foretage de organisationsændringer, man har behov for – fx omdøbning, flytning, nedlæggelse og oprettelse af organisationsenheder.

Ifm. administration af sine medarbejdere er det fx muligt at oprette medarbejdere, tildele og nedlægge adgange, ændre stillingsbetegnelser, telefonnumre, adresser, mm.

1. Organisationsændringer

Hvad enten der er tale om store eller små organisationsforandringer, kan MO hjælpe med at planlægge og effektuere dem.

Når organisationsændringerne er planlagt, er det muligt at simulere dem i MO, inden de træder i kraft. Det kan fx gøres i MOs testinstans, og hvis man er rigtig avanceret, kan ændringerne visualiseres i en testinstans af organisationsdiagrammet, så det er nemt at vise alle interessenter, hvordan de planlagte organisationsændringer vil komme til at se ud.

Læs også om Organisationsforandringer som nøglefunktion.

2. Brugeroprettelser

MO kan forbindes til Det Centrale Personregister (CPR), og på den måde er det muligt at oprette brugere i systemet og indhente autoritative oplysninger på dem.

Afhængigt af fagområdet er der større eller mindre behov for selv at kunne oprette brugere hurtigt.

Straksoprettelser og straksnedlæggelser

I nogle sektorer (fx social & sundhed; børn & unge) er der behov for hurtigt at kunne ansætte en person og tilvejebringe de adgange, vedkommende har behov for. Det kan fx være en SOSU-medhjælper eller en vikar. 

Imidlertid er mange løn- og HR-systemer i dag for gamle til at understøtte muligheden for straksoprettelser og dermed straks-tildeling af de adgange, der er behov for, så en person kan udføre sit arbejde med det samme – det kan fx være aktivering af et nøglekort eller adgang til et fagsystem.

Idet MO har en direkte opkobling til Det Centrale Personregister (CPR) og understøtter straksopdateringer til andre systemer (fx Active Directory, FK Organisation, m.fl.), kan en person blive ansat og få de adgange, der er behov for på få minutter.

Robotbrugere

MO understøtter også oprettelsen af robotbrugere. Det er muligt at oprette en robot i MO ved at benytte sig af et fiktivt, men validt CPR-nummer, såfremt MO er koblet op imod CPR-Registret. Det gør man ved at lægge ‘6’ oveni det første ciffer i fødselsdatoen – fx bliver ‘15’ til ‘75’ og ‘31’ til ‘91’, så et fiktivt, men validt CPR-nummer kan være 850890-3987.

Robotbrugere benyttes fx til automatisk betaling af fakturaer og til at logge ind på fagsystemer og sende breve til borgere.

3. Auditlog

I MO bliver data tilføjet, ændret og slettet af både mennesker og maskiner (dvs. integrationer). 

Hvis man har behov for at se, hvem der har foretaget hvilke ændringer hvornår, kan MO vise det, enten via forespørgsler til API’et, eller ved at se det i brugergrænsefladen.

Formålet med at have en auditlog, der viser et komplet billede af alle ændringer, er tredelt:

  1. Sikkerhed. Det er muligt at identificere suspekte aktiviteter og potentielle sikkerhedsbrist og bestemme hvem/hvad, der har udført dem, samt hvornår de er blevet foretaget.
  2. Compliance. Auditloggens data tilvejebringer evidens for, hvorvidt organisationen lever op til diverse regulativer og sikkerhedskrav.
  3. Fejlfinding. Auditloggen hjælper med at diagnosticere og løse tekniske problemer ved at tilbyde indsigt i systemets adfærd og fejl.
4. Ejerskab over og udnyttelse af data

Når man som leder har et værktøj til at styre sin del af organisationen, ved man præcist hvilke oplysninger man har til rådighed. Det betyder, at man kan være kreativ og – afhængigt af sit fagområde – identificere, hvordan man bedst kan udnytte data til gavn for organisation, medarbejdere og fagområdet.

Rapporter

En af måderne at udnytte MOs data på er, at generere rapporter indeholdende de data, man har behov for. Rapporterne henvender sig typisk til ikke-teknikerne eller tredjepartsleverandører. Der findes beskrivelser af de rapporter, der findes i dag her.

GraphQL og API

For teknikerne udstiller MO et API, som giver fuldstændig kontrol over, hvilke data man er interesseret i at konsultere. API’et tilgås vha. GraphQL, som er et selvdokumenterende query-sprog med stor udtrykskraft og mange muligheder.

Der findes en introduktion til GraphQL, og det er muligt at tilgå det via MOs brugergrænseflade ved at tilføje /graphql i halen af URLen.

MED-organisationen

HR kan tage ejerskab over MED-organisationen og forvalte den inden i MO. Det kan du læse om her.

Kontaktinformation

Kontakt

Alex Thirifays

Flere fordele

Nøglefunktioner i OS2mo