Udviklerdag bød på virtuelt miljø, kommunikationskanaler og EU-Persondataforordningen

Magenta afholder to årlige udviklerdage, hvor medarbejderne nørder nye teknologier og diskuterer udviklingsprocesser. Medarbejderne har carte blanche til at træffe beslutninger om indførelse af nye arbejdsgange, teknologier og andet, der kan kvalificere og effektivisere vores arbejde.

På udviklerdagen i september holdt vores nyudnævnte DPO (Data protection Officer), Anne Dorte Bach, oplæg om den nye EU-Persondataforordning. Emnet fylder meget i firmaet for tiden. Vi er i færd med at gennemgå alle vores kunder og systemer for at sikre, at vi opfylder de nye regler. I vores kommende nyhedsbrev kan du læse mere om, hvordan vi inkorporerer de nye krav til persondata i vores systemer.

Desuden var brugen af virtuelt miljø såsom LXC, Virtualbox, KVM, Docker og Vagrant på dagsordenen. Målet var at indføre en fast procedure til hurtig og konsistent etablering af udviklingsmiljøer i de forskellige projekter. Flere medarbejdere har haft stor succes med at bruge Ansible/Vagrant til at skabe virtuelle maskiner, og det blev derfor besluttet at gøre dette til standard i vores projekter fremover.

Som mange andre firmaer har vi også haft vores problemer med at finde en fælles kommunikationskanal til interne møder, chat mv. Da vi har kontor både i Århus og København, er det ekstra vigtigt at have en kanal som altid virker. Efter nøje overvejelser og tests har vi besluttet at afprøve Jitsi.org til vores interne kommunikation. Jitsi.org er en open source platform, som har chat, video, grupper, notifikationer, en klient til skrivebordet og er hurtig og nem at betjene. Desuden bruger vi også Jitsi som chatplatform i vores OpenDesk system.